Månedens historier

Konkurrencen går ud på at skrive "Månedens gode​ historie". Hver måned vil vi finde tre vindere. Læs alle vindernes historier fra årgang 16/17 og de helt nye fra 17/18 herunder. 

God fornøjelse

Herunder kan man læse månedernes historier fra november 2017

​2x USA og Europa

Maria - USA

Jeg får fri fra skole hver dag kl. 3:30. Min værts-søster får fri en time tidligere end jeg. Hver dag fra sommeren har de siddet og ventet i bilen i en time, før jeg fik fri, så vi kunne køre hjem.
Det er efterhånden begyndt at blive koldere her i Tennessee, for koldt til at de kan vente i en time. Så for et par uger siden, begyndte jeg at tage skolebus-sen.

Jeg har altid taget bussen hjemme i Danmark og altid nydt det, så det var slet intet problem, og glæ-dede mig til at se, hvordan det var anderledes end i Danmark. Heldigvis tager min nabo herovre også skolebussen, så jeg kunne holde øje med, hvor han stod af. Her er nemlig ikke busstoppesteder, men chaufføren ved bare, hvor alle børnene bor og plan-lægger ruten derfra.
Så det blev dagen, hvor jeg skulle tage bussen for første gang. Der var utrolig mange mennesker og busser efter skole. Jeg havde slet ingen anelse om, at der var så mange, der er afhængige af bussen. Jeg fandt dog endelig min bus, fordi jeg så min nabo gå ind i en bus.
Det er gratis at tage bussen her, hvilket er utrolig dejligt, man skal ikke tænke på Rejsekort. Bussen er præcis som man har set på film, intet som Danmarks busser. Jeg fandt et sæde bagerst i bussen og tog mi-ne høretelefoner i for at høre musik, for det var jeg vant til fra Danmark.

Der var nogle der rørte mit hår, men jeg ignorerede det, for jeg tænkte, at det nok var nogle af de typer, vi også oplever i Danmarks busser, der bare skulle irritere. Så hørte jeg dem blive ved med at sige ”Isa-belle, Isabelle”, men det ignorerede jeg også, for det er ikke mit navn.
Så blev jeg prikket på skulderen, og jeg vendte mig om og så to smilende ansigter. Personerne bag dem lænede sig også frem og kiggede. Jeg havde al-drig set dem før. (og det er også forståeligt nok, for min skole er kæmpe, med omkring 2.000 elever!) Derefter sagde de ”Hej, Isabelle”, og jeg blev så nødt til at forklare, at det var altså ikke mit navn, men at jeg hed Maria. De spurgte om jeg var ny på bussen, og jeg sagde ja, og forklarede at jeg var ud-vekslingsstudent fra Danmark.
Derefter blev jeg mødt med en masse spøjse spørgsmål. ”Har I koalaer i Danmark?”, ”Er engelsk jeres førstesprog?”, ”Er Danmark ikke en by i det nordlige USA?”, ”Har I pizza?”. Det var bare nogle få af de mange skøre spørgsmål, man kan få som ud-vekslingsstudent herovre. Det var super sjovt, og hver gang jeg ser dem nu, siger de ”Hello, Den-mark!”.

På den anden side af gangen sad en pige og grinte og smilede til mig. Vi endte med at snakke sammen, og hun er allerede blevet en af mine super tætte venind-er! Hun er også ny på skolen, og jeg har bemærket, at mange af dem, jeg snakker med på en eller anden måde er i samme situation som mig, fra et andet land eller lige flyttet til området. Jeg synes, det er fan-tastisk, for vi kan relatere til og støtte hinanden. Jeg er SÅ glad for, at jeg begyndte at tage skolebussen, for hvis jeg ikke havde taget den, havde jeg aldrig mødt min gode veninde.
Så skolebussen kan helt klart anbefales fra min si-de, selvom mange får det til at lyde slemt at skulle tage skolebussen. Jeg har mødt fantastiske mennes-ker på den måde!

- Maria, Tennessee

Anna - USA

Kære MyEducation

Min gode historie er en af mange, men jeg valgte denne, fordi den fik mig til at føle mig hjemme over 6.000 km hjemmefra.

Jeg skiftede værtsfamilie for lidt over en måned siden, så min historie handler om den første gang jeg mødte min familie.

Min area representative hentede mig fra det gamle hus og kørte mig hen til det nye. Jeg var rigtig spændt, da jeg allerede kendte min søster på 15 fra cross country, hvor vi begge havde været på hold sammen. Min værtsmor havde derudover også sendt mig en lille mail med lidt information om hele familien. Det øjeblik jeg trådte in af døren følte jeg mig velkommen og blev modtaget af mine to søstre, Katie og Ellie, min far eller K'dad, som jeg kalder ham, min værtsmor, som jeg kalder Momma K, samt Bode, som er vores hund. De gav mig alle en krammer og gav mig en rundtur rundt i huset, som er ekstremt hyggeligt.

Her belv jeg også præsenteret for katten Daniel, som holder meget af mad og ligge i min seng. På rundturen fortalte pigerne om dem selv og sagde gentagende gange hvor "excited" de var for at hoste mig. De fortalte også, at de havde glædet sig helt vildt og at alle havde været med i beslutningen om at hoste mig. Det fik mig til at føle mig rigtig tryg og hjemme, da de var så velkomne og at det havde været en fælles beslutning eftersom jeg havde været lidt nervøs om, at en eller flere ikke var så vilde med ideen om at have mig hos dem. Sådan var det heldigvis overhovedet ikke. Vi fik pyttet mine ting op på mit værelse, hvor Katie havde lavet et sødt skilt, der bød mig velkommen på dansk. Katie og Ellie hjalp mig herefter mig at pakke ud indtil Momma K havde lavet aftensmad. Eftersom jeg er vegetar, havde de lavet mad efter det, hvilket var rigtig pænt af dem og de er stadigvæk meget forstående overfor det. Vi bedte bordbøn, hvor vi holdte i hånd, hvilket var helt nyt for mig og meget spænende. Efter aftensmaden, hvor vi havde snakket om alt mellem himmel og jord besluttede vi os for at gå en tur med Bode på stranden. Min familie er rigtig glad for søen og går altid og samler plastik op, når de er der, hvilket også er noget jeg lægger stor vægt på hjemme i Danmark. De fortalte mig også om en ting som de kalder "beach glas", som er glas, der blevet slebet af vandet og som kan have alle regnbuens farver. Det gik vi også og samlede, mens vi var, hvilket var rigtig sjovt, da det var lidt svært at spottte. Det var alt i alt bare super hyggeligt. Da vi kom hjem samlede vi alt glasset i en vase, som nu er min kollektion af "beach glass". Den her helt fantastiske familie tog mig ind og gav mig et hjem, da jeg havde allermest brug for det. Jeg har det helt vildt godt hos dem og glæder mig rigtig meget til at fejre jul med dem i Mexico. Jeg er sikker på, at resten af mit år bliver helt fantastisk med dem i ryggen og jeg betragter dem som min anden familie.

I skal have en kæmpe tak for at gøre det her muligt for mig, samt have givet mig muligheden for at møde min amerikanske familie.

Tusinde tak og glædelig jul,

Anna

​​

p.s det vedhæftet billede er af Katie taget på stranden

Julia - Italien

Hej Myeducation.

Jeg har været her i nu tre måneder, og det går virkelig godt.

En del af at være i Italien er hårdt fordi man vil gerne dele så meget som muligt med andre folk om ting fra ens eget land, men sproget kan godt sætte en stopper for det hele.

Jeg ville prøve at forklare min familie om advent, men kunne ikke finde de rigtige ord til at forklare dem om det, så jeg valgte derimod at vise dem hvordan det foregik.

Jeg fik bagt hjemmelavede pebernødder og fundet små gaver frem til dem, og lagt frem på bordet.

Det var et kæmpe hit, og de var meget glade - især for pebernødderne, de blev taget med på forældrenes arbejde så alle kunne smage dem, og jeg inviterede alle udvekslingsstudenterne over fra min by, så to mexicanere, en nordmand, en tysker, en fra Canada, USA, Thailand, Japan. Frankrig og mange flere var samlet hjemme hos mig og vi fik julehygget.

Pebernødderne varede dog kun i to dage, så jeg må nok hellere få bagt nogle flere til næste advent.

Varme hilsner fra Julia

Herunder kan man læse månedernes historier fra oktober 2017

​2x USA og Europa

Freja - Spanien

Udvekslingsstudent i Spanien

Efter at være landet i Spanien for lidt over to måneder siden, har der været op- og nedture. Jeg har grinet og grædt, og det har været nogle af de hårdeste, men også mest fantastiske oplevelser i mit liv.

Jeg rejste den 27. aug. 2017, hvor mødte jeg min nye familie, som jeg kun havde snakket med en enkelt gang, hvor det foregik på spansk, som jeg ikke forstod. Det var en underlig følelse at se dem første gang. De bød mig velkommen med kindkys og krammere. Da vi skulle køre hjem i bilen, snakkede de udelukkende spansk, og jeg havde lidt en følelse af at blive kidnappet, da jeg ikke kunne lade være med at tænke på, at de var fremmede, jeg aldrig havde mødt før. Jeg følte mig ikke ligefrem utilpas, men følelsen var underlig.

Hvad den bedste oplevelse er, ved jeg ikke. Jeg har oplevet meget. Min familie er super søde, jeg har fået utrolig gode venner, jeg har besteget flere bjerge, mødt en masse af min families venner og familie og smagt ny mad som blandt andet paella. Jeg har været på omkring fire ferier/ture: Til strand og sol i Alicante, med mit kor i Bilbao og San Sebastian, en tur i en hytte i bjergene og i dag kom jeg tilbage fra en lille weekendtur med mit kor. Jeg har set tyrefægtning, prøvet spanske barbecues, har oplevet Madrid, været til ”idrætsdag” med skolerne i min by, hvor hele min familie var med. I sidste uge oplevede jeg spansk halloween, som var mega sjovt. Jeg var i Madrid med nogle venner og var udklædt som ”fire”, da det er det de kalder mig hernede, fordi de ikke kan udtale Freja. Lærerne kalder mig altid for Fredchja med rulle-r.

Alt er dog ikke fryd og gammen. I starten var det underligt at bo hos en anden familie. Jeg vidste ikke altid, hvor jeg skulle gøre af mig selv, og hvad jeg måtte, og selv nu hvor jeg har boet her i to måneder, kan jeg stadig opleve den følelse. I starten følte jeg lidt ensom efter skoletid, da jeg ikke vidste, hvad jeg skulle lave. Jeg synes også, der er sket mange ting i hos min danske familie, mens jeg har været væk. Min oldemor fik en blodprop og blev indlagt, min kat døde, min far fik konstateret en sygdom, og min familie har fået en ny kat. Det har været lidt svært, når man sidder i et helt andet land, men min værtsfamilie har været gode til at snakke med mig om det. 

Desuden synes jeg, I skal vide, vores nye kat i DK hedder Pepino, som betyder agurk på spansk. Maden har været svær for mig. Jeg smager på alt, de giver mig og spiser stort set det hele - også nogle gange det, jeg ikke kan lide. Jeg kunne sagtens sige, at der er noget af maden jeg ikke kan lide og har gjort det med et par ting, men jeg er bare lidt bange for at virke for uhøflig, for kræsen eller påtrængende. 

Det er helt sikkert noget, jeg skal arbejde på. Heldigvis er de begyndt at købe mere frugt og flere grøntsager, og når jeg føler jeg har brug for lidt mere, så er der ti minutters gang til supermarkedet, og så køber jeg lidt der.

Jeg synes faktisk ikke, at jeg har mærket noget som helst til hjemve. Selvfølgelig har jeg savnet nogle rutiner, mennesker, mad og så videre, men jeg har aldrig følt, at det var træls at være her eller haft en trang til at komme hjem.

Jeg synes, min familie har været super søde, dog kan det være svært at kommunikere på grund af sproget. Mine to søstre snakker engelsk, så de hjælper mig meget. Især i starten, da jeg slet ikke kunne sige noget på spansk, var de rigtig gode til at hjælpe.

Kulturen er utrolig anderledes end den danske.

Spaniere råber meget, og de er ikke sure, det er bare måden snakker og udtrykker sig på.

Maden består meget af pasta, kartofler, hvidt brød og kød, hvilket har været rigtig svært for mig.

De siger altid qué tal eller cómo estás, hvilket betyder hvordan har du det. I Danmark føler jeg, at når man spørger folk hvordan har du det,er det fordi man oprigtigt har lyst til at vide, hvordan det går, og om man har nogle problemer. Her bruger man det lidt som et hej eller en måde at byde velkommen på.

Familien samles altid om tv’et, både under måltider og efter skole m.v. Både film og tv-serier bliver altid synkroniseret med spanske stemmer. Brad Pitt har en lidt underlig stemme på spansk, så jeg foretrækker faktisk V.O. ”voz original” (original stemme), og så med spanske undertekster.

Spisetiderne, og hvor meget man spiser til måltiderne, er helt anderledes. Morgenmaden foregår på samme tid, men man spiser væsentligt mindre. Min familie får ofte kun en lille bøtte med yoghurt. Det er dog for lidt til mig, så jeg spiser havregryn. I skolen spiser folk ikke rigtig noget. Mange køber slik eller chips, men jeg har altid et stykke frugt eller to med. Når man kommer hjem ved 14-15-tiden, er der frokost, som er noget større end den danske. Det er ofte en stor portion pasta, suppe, paella-rester eller noget helt fjerde. Aftensmaden ligger i hverdagene omkring klokken 21:30, som tit er noget mad, man lige opvarmer i mikroovnen og spiser hver for sig. De spiser ikke rigtig snack herovre.

Spaniere mødes oftere med deres venner - især til noget helt casual som tur i bjergene eller fællesmadlavning i en ”skov”.

Alle butikker har lukket i siestaperioden.

Kindkys: kvinderne kysser alle på kinden - først til højre og så til venstre. Mændene kysser kun kvinderne og giver at klap på skulderen til mændene.

Det er helt normalt er være sent på den. Min værtsmor har ofte sagt: vi kører klokken 15:30. Det betyder så man kører omkring klokken 15:50.

Jeg vil helt klart anbefale alle, der sidder derude, som overvejer at tage på udveksling, at gøre det. Det er en udfordring, men det er så fedt, og det er sååå fedt at have et team som MyEducation bagved til at hjælpe

Dette var min hilsen her fra Colmenarejo, Spanien.

Knus fra Freja.

Emilie - USA

Jeg savner Danmark...

I don't wanna lie to you, jeg savner Danmark. Ja, jeg har nu været afsted i lidt over to måneder, og jeg må indrømme at jeg en gang i mellem bliver ramt af hjemve. Dumt nok, så kom det lidt som et chok for mig, at det ikke altid er nemt at være udvekslingstudent. Hvorfor skulle det være udfordrende at rejse alene til den anden side af jorden, bo med en fremmed familie, snakke et andet sprog og leve i en helt anden kultur. No shit Emilie, selvfølgelig er det ikke altid nemt... Jeg har efterhånden hørt fra flere udvekslingsstudenter at oktober måned er den sværeste, ikke at jeg ved hvorfor. Måske fordi alt ikke er nyt og spændene mere, og du er begyndt at vænne dig til den ellers "kedelige" hverdag. Eller måske fordi du begynder at indse hvem der er oprigtigt interesseret i dig og har lyst til at være venner. Fremfor dem der bare synes du var ny og spændene, og egenligt ikke rigtig gider dig mere. Det er i hvert fald noget, jeg personligt godt kan synes er lidt svært nogle gange. Men der var egenligt et andet blogindlæg og det her citat der inspirerede mig til at lave indlægget her:

"Don't give up on what you want most, for what you want now"

For der ER dage hvor jeg skal holde tårerene inde. Og der er folk som ikke er søde. Og der er klasser hvor alle er ligeglade med mig. Og der er ting jeg ikke kan forstå. MEN der er altså også dage hvor jeg aldrig har følt mig gladere. Og der er fantastiske mennesker. Og der er klasser, hvor folk elsker at høre om dit hjemland. Og det er det fedeste, at få chancen for at lære et sprog flydende.

Nogle dage kan jeg virkelig godt ønske mig hjem til Danmark. Hjem til det nu helt fantastiske danske skolesystem, hjem til den danske humor, hjem til den danske ungdomskultur og mest af alt hjem til mine elskede venner og familie. Men altså der var jo en grund til at jeg tog afsted, og dårlige dage skal slet ikke fjerne mit mod. Desuden er det gået op for mig, at det er okay at have dårlige dage. For hey - jeg har da også dårlige dage i Danmark, så hvorfor skulle de ikke komme her? Og hvor vil jeg helst have dårlige dage, i USA eller i Danmark, der er jeg altså slet ikke i tvivl! Jeg ønskede mig, og ønsker stadig det bedste udvekslings-år nogensinde, og den chance har jeg NU, jeg kan bo i Danmark resten af mit liv, men har kun den her chance en gang. Så det handler bare om nyde hver dag, også selvom jeg er ramt af hjemve.

Det her blev et af de lidt mere ærlige og realistiske indlæg. Men jeg synes det er vigtigt at understrege at det ikke altid er en dans på lyserøde skyer, når man er udvekslingsstudent. tværtimod, selvom det kun er det man hører om. Men det giver også en muligheden for at lære meget mere om sig selv og en helt anden kultur.

- Billedet er fra højtelskede København, men jeg synes det passede meget godt ind til det her indlæg.

Xx. Emilie

Isabella - USA

​​”HAPPY BIRTHDAY”

Onsdag d 25 oktober fyldte jeg 17 år. Jeg havde glædet mig så meget., selv før jeg kom til at prøve, at holde en amerikansk fødselsdag. Dagen startede ud med drama (Skole teater) tidlig morgen før skole. Der var derfor ikke tid til morgenhygge. Mine danske forældre ringede og ønskede mig ellers en dejlig dag. 

Lidt før første time gik jeg tilbage til mit skab og alle seniorne, 12th grade, stod med skilte, hvor der stod ”Tillykke med fødselsdagen” og ”Vi elsker dig” – på dansk, imens de afspillede og dansede til musik vi har hørt sammen på det seneste. Mine tætte veninder havde bagt kage og stod med gaver. Mit skab var pyntet fint op. Jeg føler bestemt at de veninder jeg har fået herovre er som ”ment to be”. Jeg tror det har noget at gøre med, at når vi er på udveksling lærer vi os selv at kende som aldrig før. Vi tør at være os selv, så det er derfor vi tiltrækker folk, der er ligesom os selv.

Der er nemlig mange førhen studenter, der siger at det at være afsted gjorde, at de fandt ud af hvem de er og bliver klogere på sig selv. Anyway, til frokost i kantinen begyndte min klasse at synge for mig, fordi min skole er så lille, begyndte hele frokoststuen at synge for mig. Det var så pinligt, men super sjovt. Jeg havde efter skole til volleyball medbragt vores berømte danske drømme kage. De elskede det!

Da vi kørte hjem stod mine venner og veninder klar til at holde fest. Vi havde en vildt hyggelig aften. Det havde været godt vejr hele dagen, så mine værtsforældre tændte bål og vi sad udenfor og lavede Smoris, skumfiduser med chokolade i kiks. –Det er konge! Vi spillede europæisk fodbold og spillede spil. Jeg synes selfølgelig det var lidt underligt at vågne på min fødselsdag uden mors duftende nybagte boller, dankse flag ved det gode morgenbord og den danske fødselsdagssang.

Men altså forget about it, for hvornår får du lige til at holde en amerikansk fødselsdag igen. Du kan nemlig holde så mange danske resten af dit liv. Dit år er once in a lifetime og det handler bare om, at suge hver minut ud af det. Tiden går så hurtigt! Det føles som om, at jeg kom sidste uge og jeg har kun været her i to måneder nu. Jeg kan ikke beskrive mit eventyr med andre ord end, at det her er den bedste beslutning jeg nogensinde har taget.

Amerikanske knus fra mig

Herunder kan man læse månedens historier fra Januar 2017 ​

2x Australien og Europa​

Helene - AUS/NZ

Hej MyEducation,

I sidste uge modtog mine forældre og jeg en mail fra kontoret på kontoret på min australske skole, de skrev, at det gerne ville se mig til en Award overrækkelse sammen med andre elever der også var udtaget. Fredag morgen skulle jeg så op og stå foran næsten 2000 mennesker hvor jeg fik overrakt min 'silver academic award'. 

Nu har jeg så fået mit bevis, og kan, på min skoleblazer, få broderet academic award winner, som jeg helt bestemt er glad for at kunne tage med hjem som et ekstra minde!

Skolen giver hvert år guld, sølv, bronze og en såkaldt improvement Award til elever baseret på deres final grades fra eksamenerne.

Jeg har sat virkelig stor pris på, at jeg hat fået muligheden for, at oplevelse og være en del af den her fantastiske skole. Tusind tak!

Mange hilsner Helene​

Cecilie Falck - UK

Hej med jer.
Tænkte at jeg lige ville fortælle en lidt sød historie fra mit ophold her i Wales.

Både i England og i Wales er navnet Cecilie ikke rigtig noget de kender til, så de har dermed også virkelig svært ved at udtale mit navn. Det kan man altså få mange sjove navne ud af men det kom der altså også en super sød historie ud af.

Da jeg var i College første dag, spurgte min lærer mig hvordan man udtalte mit navn, og jeg svarede selvfølgelig bare sådan som jeg normalt ville sige det. Jeg skulle sige det et par gange før de kom nogenlunde på rette spor af mit navn men de ramte den aldrig helt! De byttede nemlig "E" ud med "A" som det sidste bogstav og det fik dem altså til at sige Cecilia. Og der råbte en af drengene pludselig ud i klassen "Det er ligesom den der sang om Cecilia". Ved ikke om alle kender sangen derhjemme men den mest populære linje er i hvert fald "Cecilia, you are Breaking my heart". Lige siden har alle drengene sunget den sang når min lærer råber mit navn op og det er altså virkelig sødt. Især fordi jeg er på et sportsfag så vi er kun 4 piger i klassen og 14 drenge.

Små ting som det her gør altså bare skoledagen meget sjovere og meget mere hyggelig

Hilsen Cecilie​

Maria Olivia - AUS

Kære MyEducation.

Jeg har det super godt hernede! Jeg har en lille sød hverdags historie som jeg gerne vil dele med jer. Jeg går på en anden skole end mine værtssøskende, hvilket betyder at jeg skal tage toget om morgenen før ungerne tager i skole. Da jeg en dag kom hjem fra skole var jeg meget træt og udmattet. 

Det var en lang dag i skole og jeg var ikke i det bedste humør. Jeg kom hjem fra skole og gik ind og lagde mig i sofaen. På sofaen lå der et brev fra den mindste søster hvor der stod "min helt". Jeg åbnede brevet og der stod.

" Min helt er min Maria fordi hun altid får mig til at grine og hjælper mig med mine lektier."

Det lille brev smeltede mit hjerte og gjorde min dag meget bedre!

Herunder kan man læse månedens historier fra December 2016 ​

2x Nordamerika og Europa​

Anne - USA

Hej Myeducation,

Så kom hverdagen tilbage. Jeg håber I havde en god, våd jul og kom godt ind i det nye år uden alt for mange nytårsskader :)

Min juleferie var meget anderledes i år - både godt og ondt. Det startede virkelig koldt ud. Her i nord vest Wisconsin er det helt normalt at få ned til -35 grader celsius. Det var jeg også så 'heldig' at prøve. Det var så koldt, at hvis man tog en kop med kogende vand kunne man forvandle det til en sky af is og sne - blot ved at kaste den op i den iskolde luft. Flere fiskere benytter også denne mulighed for at tage deres truck med ud på isen og fiske (ice fishing).

Jeg havde set meget frem til julen: Havde bagt flere forskellige slags julesmåkager, min mor og far havde sendt adventsgaver + julekaldener til mine værtssøskende og jeg og selvfølgelig julehygge. Det startede også rigtig godt ud den 24. december. Jeg fik skypet min familie og ønsket god jul, derefter tog vi over til min værtsfars mor og stedfar for Christmas dinner og kirkegang. Men det hele blev hurtigt afbrudt - min værtsmors mor havde fået et hjertestop og var kommet på sygehuset.

Så min jul var meget hektisk. Hun gik bort par dage efter. Hele denne episode gjorde, at vi alle kom meget tættere på hinanden, som en rigtig familie. Og det, at jeg fik lov til at overvære en begravelse på nærmeste hold, var en stor oplevelse. Den måde de holder begravelser på i USA er virkelig smuk og fredsfyld. De fejrer den dødes liv. 

Der er powerpoint præsentationer, taler, blomster, sange, billeder mm. De har ligeledes en åben kiste, så du har mulig for at se personen en sidste gang. Efter bisettelsen kørte vi ud på kirkegården og hejste personen ned i jorden. 

Det var en kæmpe oplevelse, og jeg var meget taknemmelig for denne mulighed, da det ikke er noget man får lov til særlig tit. Selvfølgelig var det rigtig sørgeligt, og vi savner hende rigtig meget. Jeg står desværre også i en situation lige nu, hvor min værtsfars stedfar er døende og har mindre end en uge tilbage at leve i. Så det er en hård tid for os alle...

Jeg fortæller denne historie, da jeg gerne vil vise folk, at det ikke er en dans på røde roser. Du lærer en ny familie at kende - det bliver til din familie - og hver familie har sine op- og nedture, og jeg er glad for at være en del af det - også selvom det er hårdt nogle gange.

Knus Anne

Karen - Spanien

Så er det blevet tid til en lille opdatering her fra Spanien

Jeg er kommet ned til en helt fantastisk familie. De har taget rigtig godt imod mig, og jeg føler mig efterhånden som en del af familien. Det skal dog siges at det var en udfordring i starten at være i et andet land hvor man stort set ikke kan sproget. Der er dog gået et stykke tid og nu forstår jeg alt hvad der bliver sagt.

Alt er dog ikke fryd og gammen. Jeg har haft det lidt svært ved at få et ordentligt forhold til den ene af mine ”søstre”. Vi er begge to lidt indadvendte og jeg tror at det er derfor vi aldrig virkelig har fået os et tæt forhold. Vi går dog begge to til håndbold og for et stykke tid siden spillede vores hold venskabskamp mod hinanden. 

Det var en rigtig god oplevelse fordi mit hold ikke har nogen liga, men også fordi det gav mig en fælles oplevelse med søsteren. Da vi kørte hjem fra kampen havde vi lige pludselig noget som vi kunne snakke om. Vi endte faktisk med at snakke om kampen, finter, kontra og andre håndboldtekniske ting i mere end en time. Jeg tror ikke at vi før havde snakket så længe sammen uafbrudt. Lige siden er vores forhold bare blevet bedre og bedre. Isen er for alvor blevet brudt, og det føltes virkelig fedt.

Kæmpe stort knus fra Karen i Spanien

Thea- USA

Hej MyEducation.

I midten af december flyttede jeg ind hos min gode ven Will og hans søde familie. I min tidligere værtsfamilie opstod der desværre problemer, så sammen tog vi beslutningen om, at jeg skulle flytte. Det skulle lige pludselig gå meget stærkt med at flytte, og den første uge efter flytningen var meget travl.

Will og jeg havde begge eksamener, så vi læste sammen hver aften og nat i den uge. Derudover husede familien diverse julefester. Min værtsfar er colonel (oberst) i U.S. Air Force, så han holdt festerne for hans wing, internationale studerende m.m. Her på basen er der studerende fra forskellige steder i verden bl.a. Danmark, og til én af julefesterne mødte jeg Mathias, som er en dansk pilot i flyvevåbnet.

Jeg sætter stor pris på min nye værtsfamilie, som består af en mor, en far, tre brødre på 12, 17, og 20 år (den ældste er på college) og en søster på 8 år. De er alle meget venlige og imødekommende.

Jeg bor på Little Rock Air Force Base, som er en militærbase bedst beskrevet som en by i en by, hvor man skal have tjekket ID for at komme ind. På basen er der en lufthavn, da det er en Air Force Base, så jeg har efterhånden vænnet mig til at se fly fra U.S. Air Force og høre nationalmelodien dagligt. Derudover er der indkøbscentre, træningscenter, spisesteder, parker, boligområder m.m. Basen er en arbejdsplads for militæret, men også et hjem for folk i militæret og deres familier. Ved at bo på basen får jeg en stor military-experience, som jeg sætter utrolig stor pris på at få.

Fredag d. 30 december tog min værtsfar hele familien med i en C-130J fly simulator, som har en værdi af 150 millioner dollars. Her på basen er der 12 simulatorer. C-130J er et fly i U.S. Air Force, og vejen jeg bor på er opkaldt efter dette fly. I en simulator føles det præcis som om, at man flyver, og indeni ligner det præcis cockpittet i en C-130J. I militæret bruger de simulatorerne til at træne piloter m.m. Mathias, pilot fra Danmark, træner i disse simulatorer.

Mine værtssøskende og jeg fik alle lov til at styre flyet, præcis som var vi i et rigtigt fly. En pilot guidede os, og bag cockpittet styrede en mand simulatorens computer, som bl.a. styrer hvor i verden man befinder sig. Jeg var inde i simulatoren med mine to værtsbrødre på 17 og 20 år og min værtsfar. Min ældste værtsbror fik den første tur, mens vi andre stod bagved sæderne og fulgte med. Simulatoren bevægede sig samtidig med at vi fløj, så vi blev nødt til at holde fast i noget.

Jeg må indrømme, at jeg var skeptisk, da det blev min tur: hvordan skulle jeg kunne styre et fly?! Nervøst satte jeg mig i sædet og med hjælp fra piloten ved siden af mig, fik jeg lettet flyet. Min værtsfar foreslog, at jeg fløj over Hawaii, fordi at jeg i februar skal til Hawaii. Jeg fik både set Honolulu, Pearl Harbour, vulkaner og strande. Da det var tid til at komme “ned på jorden igen”, hjalp piloten mig igen, men det blev en lidt bumpet landing. Mine værtsbrødre og jeg fik alle lov til at flyve to gange, og jeg endte med at have den bedste landing! Det var en utrolig sjov og lærerig oplevelse.

Jeg fik lov til at introducere familien til danske traditioner i julen: Sammen med en veninde bagte vi vaniljekranse (som blev spist meget hurtigt), og til jul lavede jeg ris a la mande. Jeg flettede også julestjerner og julehjerter med min værtssøster, mens vi lod kalenderlyset fra Danmark brænde, og dermed talte ned til jul.

Mange hilsner fra

- Thea

Herunder kan man læse månedens historier fra november 2016 ​

AUS/NZ , Nordamerika og Europa​

Caroline - AUS/NZ​

Hej MyEducation,
Jeg ville lige sende en lille opdatering her fra New Zealand. Hernede er det småt begyndt at blive sommer, og jeg er skam allerede gået på sommerferie, men dog ikke helt endnu da jeg har stadig nogle små aktiviteter på skolen, som jeg bl.a. vil fortælle jer om.
På min skole, har vi en time valgfri sport hver onsdag, her valgte jeg Netball (dette er en af deres national sport, som oftest spilles af kvinder), så selvfølgelig skulle jeg prøve det! Det er en rigtig sjov, god og indviklet sport, med en masse regler. Den bedste måde og forklare det på er basketball, uden brættet bagved nettet og med nogle andre regler, ja jeg siger jer det er lidt indviklet, men har dog så småt lært det nu.

Nå men som sagt kommer sommeren stille og roligt, vi blev så tilbudt at komme ud og ro i kajak, i stedet for den sport vi normalt spillet, så i mit tilfælde Netball, så jeg sagde selvfølgelig ja.
Da en af de ting jeg har lært om kiwierne, er at de elsker deres ”outdoor” liv, så selvfølgelig skulle det da prøves. Nogle veninder og jeg valgte så at melde os, hvilket jeg overhovedet ikke fortryder nu!
De første par gange havde vi kajakerne inde i skolens pool, fordi vi skulle lærer nogle basic tricks. 

Vi startede ud med at lærer at ro og dreje rigtig, og sådan nogle ”basic” ting. Efter de første to gange, skulle vores lærer da lige vise os grønlænderen, så han syntes da vi skulle lærer hvordan man kunne redde sig selv, med hjælp fra hinanden. Så det vi skulle var, at gå to og to sammen, den ene var i en kajakken, mens den anden stod i vandet. Personen der stod i vandet skulle så tippe den anden rundt, så kajakken var på hovedet, også så skulle med så tippe den tilbage igen, ja det lyder jo altså simple, og det er det nok også for nogen, men ikke lige for mig

Jeg startede med at være i kajakken, og min veninde tippede mig ned i vandet, og tippede mig pænt tilbage igen, så hun var virkelig god til det. Så kom turen så til at vi skulle skifte, så nu var det altså mig der var i vandet, og hende der var i kajakken. Jeg tipper hende rigtigt fint rundt, hun er under vandet jeg får et rigtig godt krep om kajakken, og ligger alle mine kræfter i for at vende hende rundt igen… Hun kommer hurtigt op, og ja det lyder fint, men jeg er jo så stærke at jeg selvfølgelig for tippet hende hele vejen rundt, så hun ender op i vandet igen, og det var hun ikke lige frem klar på… Jeg mister så kreppet om kajakken, men for heldigvis hurtigt fast i kajakken igen, så der skete heldigvis ikke noget slemt, men det er en sjov historie at se tilbage på nu, for vi blev begge meget forskrækket.

Det eneste der var at gøre herefter var bare at prøve igen, så vi fortsætte og der skete ikke flere ulykker, heldigvis. Herefter lærte vi så at redde os selv ved hjælp af en andens kajak, hvilket er meget svært men det er blevet lært, og det gik meget bedre and at da jeg skulle hjælpe min veninde. ​Efter vi havde lært nogle gode og hjælpesomme ting, skulle vi selvfølgelig ud og afprøve det i vandet

Jeg bor så dejligt, at jeg kan sige at jeg bor lige ved den største og en af de smukkeste national parker, som kaldes Fiordland, her i New Zealand, så det var jo her det skulle afprøves.
Det er altså noget af det smukkeste at ro i kajak her, så jeg har selvfølgelig tilføjet nogle billeder, fra en af vores ture i søen, hvor man så kan se de flotte bjerge i baggrunden.


Næste år skal jeg så have Outdoor (dog kaldes the Recskills, på min skole), som et skole fag lige ledes som engelsk og matematik, så det glæder jeg mig allerede super meget til, for først term består af kajak og paddleboarding.

Lige til sidst har i jo bedt om et billede af os i skoleuniform, så har ventet til jeg fik mit klasse billede, så jeg kunne tilføje det, så i både kunne drengenes og pigernes uniform. På billedet er det vinteruniformen, da det blev taget næsten da jeg kom. Jeg kan ikke sende billeder af sommeruniformen, da jeg ikke fik sådan en, da jeg næste år skal i year 13, så det sidste år på college, har man ikke uniform på.

Mange hilser helt fra New Zealand,
Caroline​

Rose- USA​

Hej med jer på kontoret.


Tiden flyver i den grad afsted og i dag (jeres tid), er det præcis 4 måneder siden, at jeg tog afsted på mit livs eventyr. Et eventyr beskriver egentlig utrolig godt, hvordan mit udvekslings år er. Jeg får oplevet en hel masse fantastiske ting, som jeg aldrig ville have oplevet ellers. Midt i alle de gode “eventyr” oplevelser, så kommer der også noget uventet en gang i mellem. Hjemve, alt for lange skoledage og kedeligt og trist humør dukker op en gang i mellem. Sådan er det bare, og det er oftest når jeg aller mindst venter det. Denne side af udveksling skal der bestemt ikke lægges skjul på, fordi jeg er sikker på, at det sker for alle.

Nok om det. Min værtsfamilie er fantastiske, og jeg er i den grad blevet en vaske ægte “Brewster”. De tager mig rundt til en masse forskellige ting i området, og jeg kunne skrive flere tusinde sider( ej okay, men næsten da) sider om alt det jeg oplever. Dog tænkte jeg, at jeg ville skrive lidt om min første Thanksgiving. Kort sagt, så er det jo en amerikansk helligdag, hvor man faktisk bare spiser mad i lange baner. Det gjorde vi bestemt også. Vi havde fri fra skole onsdag, torsdag og fredag. Torsdag var Thanksgiving, og der var vi ude og besøge min værtsfars onkel, senere på aften fik vi selv gæster af den anden side af familien.


Vi spiste en masse mad, bla. kalkun, skinke, pies osv. Dagene op til, blev brugt i køkkenet, hvor der blev gjort klar til den helt store middag. Fredag = black friday, og det fik jeg også oplevet. Vi startede allerede sent torsdag aften til lidt efter midnat, hjem og få et par timers søvn, inden vi tog ud og købte nogle gode ting på udsalg igen kl 5 om morgenen. Nogle amerikanere er altså lidt skøre, når det kommer til udsalg og gode “deals”, men det var nu sjovt at opleve.


Her i USA begynder mange amerikanske familier så småt at pynte op til jul efter Thanksgiving. Det gjorde vi også samme weekend. Vi var ude og vælge vores juletræ, dekorerede det, og pyntede hele huset op. Derudover har vi også “julehygget”, som vi gør i Danmark. Mine forældre hjemmefra havde i oktobermåned sendt en pakke herover til mig, den indeholdte bl.a. en adventkrans og et kalenderlys. Det er taget i brug, og er et hit herovre. Min værtsfamilie er faktisk utrolig interesserede i de danske juletraditioner, så de får oplevet lidt af hvert.

I søndags lavede jeg risengrød på rigtig gammeldags manér, som min farmor har lært mig, med at komme den i dynen. Børnene elskede det, og selvfølgelig blev der gemt en lille portion til deres lille nisse Frankie. Han er deres magiske “Elf on the shelf” nisse, og børnene synes at det var så sejt, at han fandt den lille skål oppe på loftet, og at den var tom mandag morgen.​


Samme dag blev der flettet julehjerter, tændt adventskrans og åbnet en lille adventsgave, som jeg havde lavet til min værtsmor. Jeg havde bare lavet et lille skilt, der siger “Glædelig jul”. Adventsgaver er heller ikke noget de gør herovre, så de synes de var så sødt. Nu går hele familien rundt og prøver på at sige “glædelig jul”. Det er rimelig morsomt! I morgen min tid, der er det igen søndag, og der skal tændes lys i adventskransen. Derudover er planen, at vi skal lave dansk julekonfekt. Min absolutte yndlings juleguf. Glæder mig til at se, hvad de synes om det. Mine højtelskede lakridser, som jeg har fået sendt hjemmefra, er kun et hit hos min værtsmor. Alle andre der har smagt det har ikke kunne fordrage det, haha. Det er en rigtig dansker ting.

Ellers er der nu kun én almindelig skoleuge, og så mid terms inden juleferie.

Som sagt kunne jeg fortælle meget mere, tænkte at jeg bare ville fortælle lidt om hvad amerikanerne synes om min måde at “julehygge” på.
Jeg håber, at I har det godt derhjemme, fordi her går det bare godt!!

Knus og store julekram fraRose og Fam Brewster i Tennessee

Cecilie- Wales​

Hej MyEducation,

Så er det vist tid til at fortælle en lille historie fra mit ophold her i Wales/Swansea.

For et par uger siden Skypede jeg med min mor hjemme i Danmark. Hun fortalte mig at hun skulle opereres igen (tredje gang) og det gjorde mig selvfølgelig virkelig ked af det eftersom man bare gerne ville kunne være der og holde hende i hånden. Men vi ved jo alle sammen godt at der vil være tidspunkter hvor man bare savner folk derhjemme ekstra meget.

Heldigvis er jeg i den bedste værtsfamilie som i den svære periode bare var der for mig. De gav mig ekstra lange krammere, købte min yndlingschokolade med hjem til mig, og i det hele taget fik de mig bare til at grine og tænke på andre gode ting! Det fik mig virkelig til at tænke på hvor heldig jeg er at få lov til at komme ind i en familie i et andet land, og at de tager mig som deres egen.

I sidste ende ved jeg jo at min mor får det godt igen. Tænker også at det er en del af oplevelsen, at føle hvor meget man elsker, savner og holder af dem derhjemme.

Jeg håber virkelig alle derude har det godt hvor de nu end er, jeg har det i hvert fald mere end lækkert og nyder hvert øjeblik.

-Cecilie

Herunder kan man læse månedens historier fra oktober 2016 ​

AUS/NZ , Nordamerika og Europa​

Helene AUS/NZ​

​Hej MyEducation,

Jeg tænkte, jeg lige ville indsende en lille sjov oplevelse, jeg havde er for et par uger siden! Gennem de sidste 3,5 måned har jeg fået et helt specielt forhold til min værtslillebror, Sammy på 11.

Han er sådan lidt blevet min 'bedste ven' i familien, vi sidder altid og laver lektier sammen efter skole, hvis vi altså ikke er ude og spille fodbold i haven. Sammy's storebror er på udveksling i spanien og har efter et mindre heldigt match, været nød til at flytte familie.

Selve flytningen skete meget pludseligt, og jeg tror ikke, at Sammy forstod at Jonah flyttede, fordi det ikke gik hos familien, og ikke uden grund.

Så en dag da vi fulgtes til skole sagde han: "Helene, ved du hvad det mest stressende ved at have en

udvekslingsstudent er?" Jeg blev sådan lidt, åhh hvad nu, synes han det er stressende at have mig boende. Men jeg kunne ikke rigtig svare andet end 'nej det ved jeg ikke'. "Det mest stressende er, at du ikke ved, hvornår de er væk! Tænk hvis jeg kommer hjem fra skole en dag og du så er flyttet."

Jeg prøvede at berolige ham og sige, at vi viste jo godt jeg skulle hjem i april, og at jeg ville blive hos deres familie resten af tiden. Men at se ham bekymre sig så meget, og sætte pris på at jeg var familien var simpelthen så hjertevarmende og bekræftede mig i, at det var den helt rigtige beslutning at tage på udveksling her i Australien.

Hilsen Helene

Astrid - USA

Hej MyEducation!

Jeg vil da lige benytte lejligheden til at sende endnu en lille hilsen herover fra - det er bestemt ikke altid lige nemt at være foreign exchange student, hvilket alle, der har lyst til at være udvekslingsstudent senere hen, skal være fuldstændig afklaret med; men hold da op, hvor føler jeg bare, at jeg allerede har lært meget - både om en ny kultur og om mig selv. Min værtsfamilie er simpelthen så søde, og det er meget anderledes for mig her, da jeg nu har en midlertidig lillesøster i stedet for en bror! 

Nu er det snart Halloween, og jeg har da også fået forberedt mig fuldstændig; i år står kostumet på en sød, lille minion. Vejret i Tennessee skifter dog konstant, så jeg er ikke sikker på, om det bliver for koldt. Det er slet ikke ligesom i Danmark, hvor det er regn og kulde året rundt - Tennessee kan være syv grader om morgenen, og alligevel ender jeg med at træne i 30 graders varme: vildt!

Min hilsen skal omhandle min første cross country sæson. Ikke blot om konkurrencerne og meet’sne, men også om min nyopfundne passion for rent faktisk at løbe en tur i den frie natur og så også det med at være på et team og ”pace” hinanden. Nu er det nemlig allerede tid til at runde sæsonen af, hvilket vi ”fejrer" i næste weekend med en overnatning hos en fra holdet. Det bliver så hyggeligt! De har arrangeret, at alle medbringer noget amerikansk slik, så vi, udvekslingsstudenter, kan prøve det af. Poptarts, s’mores, oreos, skittes, caramel popcorn - uhm!

Da jeg først ankom til Tennessee, ville coachen ikke lade mig komme på holdet - ej heller måtte Rose, den anden danske udvekslingsstudent på min skole, få chancen for at løbe. Efter en længere snak frem og tilbage fik vi så lov til at træne med dem; og det må siges at være endt ret godt. Rose og jeg har haft de bedste tider af pigerne på holdet til vores meets - og det på trods af hede (40 grader) og en masse hård trailløb i skovene. For nogle uger siden var meetet arrangeret på en af de såkaldte ”pumpkin patches”, hvilket er en farm med en masse græskar og varm kakao - SÅ hyggeligt, og jeg har da også senere hen besøgt flere med både min værtsfamilie og en gruppe venner.​

Ruten var forholdsvis flad, men hård, og de havde placeret zombier og klovne (!!) rundt omkring. Til sidst rundede vi af i en corn maze, og så var der også medaljer til de 15 hurtigste. Rose og jeg blev nummer 1 og 2 ud af alle pigerne, alt imens vores hold blev nummer 1 samlet. Hvor var jeg bare glad, træt og stolt bagefter!

Cross country er en fantastisk sport. I Danmark spillede jeg fodbold gennem flere år, men besluttede mig for at prøve noget nyt af i år, hvilket jeg på ingen måde har fortrudt! Distancen er fem kilometer i alt slags terræn. Jeg har aldrig haft den opfattelse, at løb kunne være en teamsport - men med dette supersøde hold og en glimrende coach, har jeg fundet ud af, at det er sjovere at løbe sammen, så man kan pace hinanden og komme med opmuntrende tilråb.

Da det også er fall nu her i Tennessee, er bladene så småt begyndt af skifte farve og drysse ned langs de små stier, vi løber på. It’s fall, y’all, som de siger her i syden.

​​

Hvor kommer jeg bare til at savne cross country - men heldigvis har jeg fået nogle supergode venner på holdet, som jeg skal løbe track med til foråret, og som har lovet at give mig et indblik i endnu flere sider af den amerikanskekultur. Det er fantastisk! Tusind tak for at give mig denne awesome mulighed!

Kærlige amerikanske sydstatskram

Astrid

PS: Og så har jeg da også fået bagt noget rugbrød! IKEA er så meganice at sælge rugbrødsmix på amazon, så forleden bagte jeg noget brød - ikke alle amerikanernes smag, men det betyder jo bare, at der er mere til mig. Hahah! Nybagt, dansk rugbrød med ost, smør og et glas mælk kan virkelig ikke gøres bedre. Det er rart med noget dansk!

Lige en lille tilføjelse… Jeg løb et cross meet i dag, Mine to søde venner, Madison og Lauren, havde lavet et skilt til både Rose og jeg. Desuden var jeg ude og stemme (early) med min værtsmor i dag - utrolig spændende og interessant at se, hvordan de gør det her; de stemmer via en computer i stedet for i hånden, som vi gør i Danmark.

Man måtte ikke tage billeder indenfor, men der var små boder udenfor, hvor de forsøgte at overbevise folk om, hvad de skulle stemme - min værtsmor var dog urokkelig på det punkt, så det fik de ikke meget ud af, hahah :)​

Pernille- UK

Hej MyEducation,

Jeg vil gerne fortælle lidt om det har jeg har oplevet og om min hverdag indtil videre mens jeg har været her i UK.

Det her er min skole. Den er meget større end bare den bygning, der er faktisk hele 6 bygninger. Jeg har fotografi, kunst og musik som fag, og jeg kunne ikke være mere glad for dem. Før jeg kom herhen spillede jeg klarinet og tværfløjte, og her studerer jeg tværfløjte. 

Jeg er med i deres woodwind band hvor vi spiller hver fredag med de andre elever. I selve musiktimerne har vi om musicals, så jeg får set en masse musicals. Jeg var for nylig inde og se Miss Saigon, og det var virkelig en fantastisk oplevelse! Helt klart noget der kan anbefales.

I fotografi skal vi i oktober måned til Bristol for at tage en masse billeder, og studere forskellige fotografter, så det ser jeg også meget frem til. Vi har haft gang i en masse ting i fotografi, og alt det arbejde vi laver kommer ind i en skrabbog, som i slutningen af året skal bedømmes og så får vi karakter ud fra den. Her er et billede af bare en brøkdel af det arbejde jeg har lavet.​

Vi er kun 3 elever i kunst, så der er massere af tid til hygge, og det er nemmere at fokusere på ens arbejde, da vi kan få hjælp hvis vi har brug for det. Vi har jeg to forskellige lærer, så vi har om to forskellige ting baseret på ét overemne. Vores overemne er miljø. Med min kvindelige lærer har vi om en kunstner ved navn Andy Goldsworthy, som er specialiseret i landkunst. Vi har selv lavet landkunst, og andre spændende worksshops. Med min mandelige lærer har vi om en kunstner ved navn John Piper, så i hans timer maler vi gamle bygninger i med inspiration fra John Pipers stil. Her er et maleri jeg har lavet med inspiration fra John Piper.

Jeg har fået en sketchbog i kunst, som jeg kan tegne i lige når jeg har lyst. Det her er nogle stykker af det jeg har lavet indtil videre. Jeg håber at jeg er blevet bedre i slutningen af året, selvom det her også er meget tilfredsstillende.

Alt mit arbejde, vigtige ting, billeder jeg har taget, biografbilletter m.m. putter jeg i en skrabbog jeg har lavet over mit udvekslingssår, så når jeg kommer hjem kan jeg se tilbage på denne fantastiske oplevelse lige når jeg har lyst.

Det var hvad jeg havde at fortælle for denne omgang, jeg ser frem til 9 måneder mere fyldt med en masse spændende oplevelser, og en masse historier at fortælle når jeg kommer hjem.

Pernille​

High School

Introduktion
Ansøgning
Pris

Go Campus

Introduktion
Ansøgning
Pris

Au Pair

Introduktion
Ansøgning
Pris

Trainee

Introduktion
Ansøgning
Pris

Om os

Om MyEducation

Kontakt os​

instagram_app_large_may2016_20032-facebook​ 

Adresse: Axeltorv 6, 1. 1609 København V - Tlf.: 70 27 30 11 - Email address: info@myeducation.dk

 © Myeducation  -  Alle rettigheder forbeholdes.