MyEducation har 20 års jubilæum

MyEducation blev grundlagt i 1995 af Niels Frandsen, der stadig står i spidsen for firmaet. I starten lå hovedkontoret på Vesterbrogade i København, men efterhånden som MyEducation voksede og fik stadigt flere aktiviteter, blev adressen skiftet til først Njalsgade, så til Amaliegade, og firmaet har nu i flere år holdt til på Axeltorv, lige over for Paladsteatret. Her i jubilæumsåret kan MyEducation se tilbage på en meget positiv udvikling. Stadigt flere unge bruger MyEducation til at hjælpe dem ud i verden, hvad enten det er på High School, universitet/college, som au pair eller som trainee/intern.

Interview med Niels Frandsen​

Hvad fik dig til for 20 år siden at gå ind i arbejdet med udveksling?

Jeg fik en henvendelse fra en tysk udvekslingsorganisation, der hedder iSt Sprach und Studienreisen. De havde en amerikansk samarbejdspartner (ASSE), der gerne ville starte kontor i Danmark, og derfor manglede en Country Manager til dette job. Faktisk havde ASSE været repræsenteret i Danmark gennem mange år, men dette kontor, ligesom kontorerne i Norge og Sverige, var blevet solgt til en konkurrent, og derfor måtte de starte helt forfra i Danmark, Norge og Sverige. Det var en dejlig udfordring at få og motivationen var klart også, at jeg så en mission i at give unge mennesker mulighed for at vokse både fagligt og personligt samtidig med at de oplever en anden kultur. Det er sjovt at tænke på, at vi i dag har mange af vores unge, hvis forældre eller sågar bedsteforældre har rejst med ASSE.

Hvad motiverer dig fortsat her 20 år senere i arbejdet med udveksling og udlandsophold for unge?

At give unge mulighed for at opleve verden ligesom jeg altid selv har sat pris på og gjort i stor stil. Derudover er der ikke to dage der er ens, og selv om jeg synes, jeg har været igennem alle problemstillinger, dukker der alligevel nye udfordringer op hvert år. Der kan naturligvis altid opstå kulturelle udfordringer, når man skal bo i et andet land fremfor at være turist. Der er andre regler, en anden opdragelse, et andet skolesystem, en anden omgangsform, m.m. Det klarer de fleste heldigvis rigtig flot. Man kan kun blive motiveret når f.eks. en udvekslingselev skriver til os: 

Jeg er vokset personligt i løbet af mit ophold. Og jeg har lært, at i stedet for at være for stolt til at indrømme fejl, spørge om hjælp eller snakke om problemerne, så tager jeg tyren ved hornene. Hvilket sparer mig for mange akavede øjeblikke.”​

Hvad er den største udvikling der er sket i de 20 år for MyEducation?

For MyEducation må det være, at interessen for at rejse ud har været stigende, og at vi i dag kan tilbyde flere programmer, så vi har tilbud, der er målrettet både unge, der lige er færdig med 9. klasse og unge, som har afsluttet en ungdomsuddannelse. F.eks. er vores Go Campus program (universitetsprogram) en unik mulighed for unge, som er færdig med en gymnasial uddannelse. Både de, som ved de vil studere videre og hvad de vil studere. Men også de, som ikke rigtig ved, hvad de vil studere. I stedet for at tage det såkaldte ”fjumreår” så har de med Go Campus mulighed for at erfare om en universitetsuddannelse er noget for dem og måske også at få klarhed over studieretning.​

Generelt om den største udvikling vil jeg pege på den teknologiske udvikling - e-mail, sms, Facebook, Skype, m.m., som har medført meget tæt kommunikation mellem elever og deres forældre i Danmark. Det var lidt lettere for at os følge med tidligere, hvor det var både dyrt og besværligt at få kontakt hjem. Nu går der et splitsekund, så er familie og venner hjemme i Danmark informeret og ved mere end selv vores medarbejdere i udlandet. Det gør det ofte meget vanskeligere for os at løse evt. konflikter – man kan nogle gange godt ønske sig tilbage til den tid, hvor man sejlede til USA, lå i karantæne i 8 dage inden eleverne tog Greyhoundbussen eller toget ud til deres værtsfamilier, og familien herhjemme fik som regel først besked 3 måneder efter de var rejst, om de overhovedet var kommet frem. Dengang blev alle evt. konflikter løst på stedet, og sådan bør det stadig være. Den nye teknologi er ikke altid et plus.


Er der sket en udvikling fra dengang i 1995 og til i dag i profilen af de unge, der søger på jeres forskellige programmer?

Jeg tror man kan sige, at den stigende internationalisering i samfundet også har haft indflydelse på at mange af de unge, vi møder i dag, helt naturligt og på et meget tidligere tidspunkt bliver klar over, at de vil ud i verden og prøve at stå på egne ben. Sjovt nok – med reference til det vi tale om før – så er der unge, som siger, at de ikke vil have så meget kontakt hjem, for så er det som om de ikke rigtigt står på egne ben. Mange er blevet meget målrettede. Ellers vil jeg sige, at det er de samme ting der overrasker eleverne i dag, som også overraskede dem tilbage i 1995. Det samme gælder i øvrigt også forældre herhjemme, som ikke har været på udveksling. Det handler primært om kulturelle forskelle, som jo bliver mere synlige, når man bor i et land, men samtidig er det også det, som motiverer til at tage afsted.

Hvad har du igennem årene erfaret er det væsentligste udbytte, som de unge får ved at rejse ud i verden?

Jeg har altid og synes stadig, at disse programmer er verdens bedste for unge mennesker, da det foregår i en tid inden de ”sidder fast” i lejlighed, job og fritidsaktiviteter, der kan afholde dem fra at komme afsted. Udbyttet er klart mere modenhed, flydende i et fremmedsprog, kulturel og samfundsfaglig indsigt samt selvindsigt. I starten mente jeg at ALLE unge skulle afsted, men den opfattelse har jeg ændret – der er nogle unge, som de her programmer slet ikke vil passe på, og det er jeg heller ikke bange for at sige til dem, hvis jeg oplever det, når jeg møder dem.

Hvad er de største udfordringer du ser fremadrettet for unge, der skal vælge deres fremtid efter 9./10. klasse eller gymnasial uddannelse?

Mange af specielt de helt unge, tør slet ikke nævne de her muligheder for deres forældre, da de ofte bliver skræmte over prisen. Prisen holdt op imod hvad det koster at have dem gående herhjemmeer ikke voldsomt anderledes, men det tænker man ikke rigtigt på, når man ser beløbet, der skal betales. Derfor er det også helt utilgiveligt at regeringen med Finansloven i 2013 fjernede tilskudsordningen – de kigger slet ikke på, hvor meget man sparer samfundet for både her og nu samt på lang sigt, hver gang en ung rejser ud.

MyEducation er det eneste danske firma i denne branche, hvordan kan det være? Har du aldrig følt dig fristet til at sælge firmaet til en udenlandsk organisation? 

Jo, men jeg har i stedet valgt at konkurrere med min konkurrenter på nogle af deres hjemmebaner ved at starte kontor i både Norge og Storbritannien. I samarbejdet med vores kunder oplever vi i øvrigt, at der er en stor fordel ved at være et dansk firma. Folk møder altid dansktalende medarbejdere, og vi betaler skat i Danmark.

Hvordan ser du udviklingen vil gå m.h.t. unge og ophold i udlandet?

Jeg er sikker på, at der også i fremtiden vil være stor interesse for disse meget klassiske tilbud til unge på at rejse ud – men det er også ved at være en jungle af tilbud, der findes på alle niveauer, og der kan jeg godt have min frygt, at disse programmer vil drukne lidt. Derfor udvikler vi også selv nye muligheder, som f.eks. vores førnævnte GoCampus program, der kun er 5 år gammelt og giver en unik mulighed for at tage en hel eller delvis uddannelse på et universitet i USA.

Sluttelig – er der en historie (sjov, rørende, lærerig, etc.) som især har gjort indtryk på dig i de 20 år?

Jeg glemmer aldrig en ung fyr fra Randers, der hedder Erik, som gerne ville på High School i USA. Hans karakterer i folkeskolen var forfærdelige, og vi var lidt bange for om han kunne klare skolen i USA. Intervieweren Gurli, der i øvrigt har været interviewer for MyEducation i samtlige 20 år, sagde at jeg MÅTTE finde plads til Erik, for han havde mange andre gode kvaliteter: spillede guitar, og gik ind i folk ”med træsko på”, etc. Vi gav Erik muligheden og han tog afsted til USA. Hans forældre var ufaglærte - vi vidste at hans mor havde en speciel og ukendt sygdom, der gjorde, at hun sad i kørestol, så familien havde brugt alle sparepengene, for at kunne sende Erik afsted. Vi hørte intet til Erik, det år han var i USA. Han svarede fint på det spørgeskema, vi sendte til ham efter hjemkomsten. 5-6 år senere stod vi og manglede nogen tidligere elever fra Randers området, så jeg ringede til hans mor, for at høre hvordan det gik ham. Hun huskede os vældigt godt og takkede mig igen for at have givet Erik chancen for at komme afsted. ”Erik lærte at gå i skole i USA”, fortalte hun. Da han kom hjem havde han lært, hvor vigtig skolen er, og han lavede et gennemsnit på næsten 11 (gammel skala) i gymnasiet. Nu læste han til læge på Århus Universitet, og havde lavet speciale i den sygdom hans mor led af, og gjorde hun måtte sidde i kørestol. Det var Erik vi var lige ved at tage af programmet pga. dårlige karakterer. Det gjorde stort indtryk på mig, at programmet gav Erik muligheden for at gøre en forskel i denne verden, og det er jeg faktisk lidt stolt af.​

High School

Introduktion
Ansøgning
Pris

Go Campus

Introduktion
Ansøgning
Pris

Au Pair

Introduktion
Ansøgning
Pris

Trainee

Introduktion
Ansøgning
Pris

Om os

Om MyEducation

Kontakt os​

instagram_app_large_may2016_20032-facebook​ 

Adresse: Axeltorv 6, 1. 1609 København V - Tlf.: 70 27 30 11 - Email address: info@myeducation.dk

 © Myeducation 2017 -  Alle rettigheder forbeholdes.